Smagsprøve | Juniorer

Skabt i Guds billede

Skabt i Guds billede
Kernevers:
"Gud skabte mennesket i sit billede; i Guds billede skabte han det, som mand og kvinde skabte han dem."
1 Mos 1,27
1 Mos 1,26 - 2,25
Budskab:
Vi er alle skabt i Guds billede og har en uendelig værdi
Forberedelse

Bøn

Kære Gud
Tak, fordi du har noget, du vil sige til mig gennem den bibeltekst, jeg skal læse nu. Gør mig stille for det, du vil sige til mig og til juniorerne. Jeg beder for juniorerne og deres familier og takker dig for, at hver eneste af dem er kendt og elsket af dig. Hjælp mig til at række dine ord videre til juniorerne og giv os en god samling. Vær hos os med din ånd og skab troen i vores hjerter. Tak for dine løfter om, at dit ord aldrig vender tomt tilbage.

Amen

 

Tekst: 1 Mos 1,26-30 og 1 Mos 2,1-25

Læs evt. bibelteksten i god tid før du skal holde samling, så ordene kan arbejde i dig. Det kan være en ide at læse teksten langsomt og flere gange. Er der noget i bibelteksten, der særligt taler til dig?

 

Baggrund

1 Mosebog kapitel 1 nævner, hvordan Gud skaber himmel og jord på 7 dage, hvor mennesket er den sidste skabning, som bliver skabt, og er ”kronen på værket”. Kapitel 2 zoomer mere ind på detaljer i beretningen om skabelsen af mennesket, og her følger vi historien om de to første mennesker, Adam og Eva. Vi hører om, hvordan Gud planter en have, hvor han sætter mennesket – hvor de kan nyde hans gode gaver og leve i uhindret fællesskab og harmoni med ham, med hinanden, og med hele skaberværket. “Gud skaber mennesket i sit billede”, for at de skal være hans repræsentanter på jorden og herske over resten af skaberværket med deres gudgivne autoritet og udøve hans gode vilje på jorden. Ved at Gud velsigner dem og beder dem være frugtbare, blive mange og opfylde jorden kan vi se noget af Guds ønske med menneskeheden, nemlig at de skal bosætte sig ud over hele jorden og forvalte den på en god måde.

 

Den store fortælling

Overvej, hvordan bibelteksten viser hen på Guds store fortælling – hans frelsesplan. Hvad kan vi lære om Gud og om os mennesker gennem teksten? 

  • Mennesket er skabt i Guds billede og ligner Gud. Det gælder ikke for noget andet af det skabte. Mennesket er kronet med ære og herlighed og er sat til at herske over skaberværket (Sl 8,6-7)
  • Mennesket er ikke blevet til ved en tilfældighed, men fordi Gud ønskede, at vi skulle være til, og han ønsker fællesskab med os.
  • Både mand og kvinde er skabt i Guds billede. De er forskellige, men har samme store værdi. Guds kærlighed og omsorg er et gennemgående tema i Bibelen. Dette står meget klart her i skabelsen af Adam og Eva: Gud ville, at de skulle have det godt, leve af naturen og i harmoni med denne. Guds omsorg kommer også frem i, at Eva blev skabt, da det ikke var godt for Adam at leve alene.

 

Bliv nysgerrig på dagens bibelfortælling

Ideer:

  1. Medbring en 100 krone-seddel: Hvor meget er denne seddel værd? Men det er jo kun noget papir osv., som vel koster 2 ører at fremstille, men alligevel er den 100 kr. værd. Den kan dog ændre købekraft, alt efter hvor meget en liter mælk koster – sådan er det med næsten alt på denne jord. Mennesket er den eneste undtagelse – vi har uendelig stor værdi for Gud, og det ændrer sig ikke.
  2. Mange af børnene har sikkert en hund, kat eller et andet kæledyr derhjemme. Stil spørgsmålet: Hvor meget kan man træne et dyr op til? Kan dyrene tale med ord og med sætninger og bygge avancerede ting som en computer eller en flyvemaskine? Nej, men det kan du og jeg, og det er, fordi vi er skabt forskelligt fra dyrene.
  3. Spejl – brug et spejl for at finde en, der ligner dig. Tal om at ligne hinanden (søskende – familie) Snak evt. om, at de fleste børn ligner deres forældre. Sådan er det også mellem os mennesker og Gud, at han er vores far, og vi er skabt til at ligne ham.

 

Ideer til formidling

For at juniorerne kan få et personligt forhold til Bibelen, kan det være en god ide, at de hver især sidder med en bibel og følger med i teksten, når den læses op. Måske kan nogle af juniorerne læse teksten højt, evt. bare et par vers pr. person.

(Giv god tid og hjælp, når juniorerne skal slå op i Bibelen. At øve sig i at slå op i Bibelen gør juniorerne mere fortrolige med den. Vær også opmærksom på, om der er børn med læsevanskeligheder, og tag hensyn til dem).

Teksten til i dag er ret lang, så udvælg gerne nogle afsnit, I læser op sammen.

Læs 1 Mos 1,26-31:

  • Stil spørgsmålet: ”Hvem tror I, det er Gud samtaler med, når han siger ”Lad os skabe mennesker i vores billede, så de ligner os?” Svaret kan børnene selv finde i 1,26 (os og vort) afslører treenigheden.
    Vi har en udødelig sjæl, evne til at erkende Gud, og en vilje til at foretage moralske valg. Her er der en stor væsensforskel mellem mennesker og de øvrige skabninger.
  • V.27: Gudbilledligheden gælder både manden og kvinden. Det er Gud-villet (altså meningen), at de skal være forskellige. Tal gerne med børnene, om hvorfor det er godt, at vi er skabt med to forskellige køn, selvom nogle mennesker kan opleve forvirring omkring deres køn (hvilket ikke er en del af Guds plan, men er kommet som et resultat af syndefaldet – sammen med en række andre vanskeligheder i vores nuværende verden).
  • V.28: Gud giver Eva og Adam flere opgaver – hvilke to omtales her? (Lad børnene finde ud af det.) Gud velsignede dem med en gave og en opgave. At opfylde, underlægge og herske kan være vanskelige begreber, men forsøg at få børnene til at sætte ord på, hvad det betyder. Læg vægt på, hvordan Gud skabte mennesket til at herske over skaberværket på en god måde, med klogskab og godhed, som gode forvaltere og ikke som undertrykkere af dyrene eller for at udnytte skaberværket med grådighed (hvilket er synd).
  • V.29: Guds kærlighed ses bl.a. ved, at alt omkring mennesket er skabt og ”givet” til dem.

 

Læs 1 Mos 2,18-20:

  • V.18: Stil spørgsmålet: Adam mangler en ”hjælper”. Tal evt. om, at “hjælper” ikke er et nedværdigende begreb. Der er ikke tale om en slave, men om en ligeværdig person. Hvordan ser man det? Mon det var Guds tanke at denne ”hjælper” kunne findes blandt dyrene? (v.20 b: ”men han fandt ikke en hjælper, der svarede til ham”) Der var ingen ligeværdig med Adam blandt dyrene, og derfor skabte Gud Eva. Igen afspejles Guds kærlighed til Adam, han skulle ikke leve alene.
  • V.19: Forestil jer situationen for Adam at skulle navngive dyrene. Han har været kreativ. Det viser, at Adam er skabt med et stort intellekt, og at det ikke er noget, han har udviklet.

 

Refleksion

Gå et stykke på troens vej med juniorerne ved sammen at reflektere over det, I har hørt om. Hvilken betydning har det, vi har hørt, i vores liv?
Hvis I har mulighed for det, kan I dele jer i mindre grupper, med en voksen i hver gruppe.

  • Hvorfor har Gud skabt mennesker?
  • Har alle mennesker lige stor værdi? Hvorfor/hvorfor ikke?
  • Hvilke opgaver er det, Gud giver menneskene? Hvorfor? (Læs gerne vers 28 sammen igen)
  • Hvorfor er mænd og kvinder, drenge og pige lige meget værd? På hvilken måde er både mænd/drenge og kvinder/pige vigtige og skabt for at supplere hinanden?

 

Bøn

Kære Gud, Tak, fordi du har skabt hver eneste af os. Det er fantastisk! Tak, fordi du elsker os højt og slet ikke kan undvære en eneste af os. Tak, fordi du er vores far, og vi ligner dig. Tak, fordi dit skaberværk er så fantastisk og finjusteret, Gud, vi beder dig om at vi må passe godt på det, du har skabt.
Amen.

 

Sange

 

Aktiviteter

Leg ”frugtsalat”, hvor man nævner lighedstræk: de lyshårede, dem, med blå bluse osv.

 

Kernevers

Måske vil I sige dagens kernevers i kor og evt. lære det udenad. Snak med juniorerne om, hvad verset betyder.

“Gud skabte mennesket i sit billede; i Guds billede skabte han det, som mand og kvinde skabte han dem.”

(1 Mos 1,27)

Bibelteksten er fra den autoriserede oversættelse, © Det Danske Bibelselskab 1992.

 

Links til mere

  • Link til lille tegnefilm på engelsk om skabelsen med fokus på menneskets tilbliven: Link til Youtube-video

Hjem

Hvis I har lyst til at fortælle juniorernes hjem om, hvad I har lavet ved jeres samling, kan I fx gøre det ved at sende en mail/sms, eller ved, at I laver et opslag i en face-
bookgruppe – evt. med et foto fra dagens samling. I kan også printe HjemVejen-arket til juniorerne og/eller sende det i en mail til hjemmene.

Vi har i dag læst og talt om, hvordan Gud skabte os mennesker ”i sit billede”, dvs., at vi ligner ham. På samme måde som børn betyder meget for deres forældre, betyder vi meget for Gud. Han har skabt os, og det gør os værdifulde, uanset om vi er grimme, smukke, dygtige, hurtige, langsomme. Vi er også skabt som 2 forskellige køn, som mand og kvinde, som kan være til glæde og hjælp for hinanden, og for at vi kan få børn.
Samtidig fik mennesket opgaverne at passe på jorden og dyrene og at formere sig.
Link til lille tegnefilm på engelsk om skabelsen med fokus på menneskets tilbliven: Link til Youtube-video

 

Menighed

Hvis I vil knytte bånd til menigheden, kan I fortælle dem, hvad juniorerne skal høre om / har hørt om ved samlingen. I kan også opfordre menigheden til at bede for jeres samling og for juniorerne og til at snakke med dem om det, de har hørt ved samlingen.

Vi har i dag læst og talt om, hvordan Gud skabte os mennesker ”i sit billede”, dvs., at vi ligner ham. På samme måde som børn betyder meget for deres forældre, betyder vi meget for Gud. Han har skabt os, og det gør os værdifulde, uanset om vi er grimme, smukke, dygtige, hurtige, langsomme. Vi er også skabt som 2 forskellige køn, som mand og kvinde, som kan være til glæde og hjælp for hinanden, og for at vi kan få børn.
Samtidig fik mennesket opgaverne at passe på jorden og dyrene og at formere sig.
Bed menigheden se rundt på hinanden. Se, hvor opfindsom Gud er. Sig et par ord om, at vi alle er med i Guds store familie.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Skabt i Guds billede

Hvad synes du om oplægget?

- kommenter og del din erfaring med andre brugere

{{ reviewsTotal }}{{ options.labels.singularReviewCountLabel }}
{{ reviewsTotal }}{{ options.labels.pluralReviewCountLabel }}
{{ options.labels.newReviewButton }}
{{ userData.canReview.message }}